Fejlfinding på Installation

Hylleholt el-service har stor ekspertise i fejlfinding, og står klar til at hjælpe dig, hvis du får problemer med din installation.

Men før du ringer til os, kan du selv forsøge at finde fejlen.

Kobler dit HPFI-relæ ud?
Et HPFI-relæ er i princippet en enhed, som måler hvor meget strøm der løber ind i din installation, og hvor meget der kommer tilbage. Hvis der er en forskel på mere end 30mA kobler HPFI-relæet ud.

  • Start med at genindkoble HPFI-relæet.
  • Hvis det slår ud igen, skal du slukke for alle sikringsgrupperne. Derefter tænder du relæet igen.
  • Hvis relæet kobler fra nu, er det defekt og skal skiftes. Det gør vi med kort varsel og til en fornuftig pris.
  • Hvis det ikke kobler fra, skal du tænde for grupperne én ad gangen.
  • Relæet vil nu koble fra, når du tænder for gruppen der er fejl på.
  • Når du har fundet den fejlramte gruppe, slukker du for den. Du kan nu tænde for alle de andre grupper og for relæet.
  • Nu slukker du for alle ”forbrugere” på den fejlramte gruppe. Altså trækker stik ud af stikkontakter, afbryder for lys, hårde hvidevarer, pc og hvad der ellers må være tilknyttet gruppen.
  • Hvis dit relæ stadig kobler ud efter du har gjort ovenstående, er der fejl på din installation, og du ringer til os.
  • Hvis dit relæ ikke kobler ud nu, hvor du har fjernet alt forbrug, kobler du forbruget ind én ”forbruger” ad gangen. Dit relæ vil koble ud, når du tilslutter og tænder for den fejlramte ”forbruger” (fx lampe, pc, køleskab).
Springer din sikring?
En sikring er en enhed der sidder i tavlen for at beskytte din installation mod overbelastning. Sikringen vil springe, hvis du bruger mere strøm end dine ledninger kan tåle, eller hvis der sker en kortslutning i din installation.

  • Sluk for gruppeafbryderen og skift sikringen. Hvis den springer igen, skal du igen slukke for sikringsgruppen.
  • Derefter skal du enten slukke for alle ”forbrugere” tilsluttet denne gruppe, eller tage stikkene ud af stikkontakter som forsynes fra denne gruppe .
  • Skift sikringen for derefter at tilslutte ”forbrugerne” igen én ad gangen og tænde for dem.
  • Hvis sikringen springer inden du har sat nogle af ”forbrugerne” til, er det din installation der er fejl på, og du ringer til os.
Springer sikringen når du sætter en ”forbruger” til, er det ”forbrugeren” (fx lampe, pc, køleskab) der er defekt.